Kyllingeopdræt i Wassadou

30. Apr. 2026, 11:27 af Inga B

 Kyllingeopdræt i Wassadou 

I februar 2026 mødtes vi med kvinderne i Wassadou for at undersøge, om foreningen kunne hjælpe dem til at gentage succesen fra Sintet. Kvinderne viste sig at være præcis lige så engagerede og målrettede som kvinderne i Sintet. Vi kiggede nærmere på både jordlodder og adgangen til vand, samt hvor det ville være bedst at bygge.                                                                                                          

 Vi var meget opmærksomme på, om der kunne opstå en interessekonflikt med Sintet, men kvinderne forsikrede os om, at det ikke bliver et problem; de kan sælge alle de kyllinger, de overhovedet kan opdrætte. I Gambia køber man en levende kylling med hjem og slagter den selv, så der er ingen udgifter til hverken slagteri eller frysere.                                                                        Kvinderne i Wassadou passer og plejer deres køkkenhaver, som giver dem en god indtægt på markedet. Selvom Wassadou er et fattigere område end Sintet, er jeg overbevist om, at de vil klare opgaven med kyllingeopdræt flot. Derfor har foreningen sendt 31.700 kr. afsted. De 25.000 kr. stammer fra en enkelt flot donation, og de sidste 6.700 kr. har vi samlet ind blandt vores medlemmer, da priserne på byggematerialer desværre er steget voldsomt i Gambia.

  


Tilbage til Nyheder ...